Reformer træning kombineret med behandling
Reformer træning spreder sig i landet, og ikke kun i København og omegn, hvor du efterhånden kan træne rigtig mange steder.
Hos Den Intelligente Krop har vi i mange år anvendt denne træningsmetode, med vores principper for at arbejde med kroppen og Pilates (naturlig vejrtrækning og fokus på bevægelse og ikke muskler).
Vi har også igennem en årrække uddannet instruktører, fysioterapeuter og andre professionelle fagfolk i at anvende reformeren til deres patienter og målgrupper.
Læs om vores uddannelse i Reformeren her.
Her har vi lavet en lille fortælling med Kranio-sakral-terapeut Thani Maria Guanio, som er indehaver af Trykkammeret i Esbjerg. Trykkammeret er en klinik, hvor de tilbyder kranio-sakral-terapi, bindevævsmassage og Pilates træning på gulv og i reformer.
Læs med herunder, og se hvad Thani fortæller, da vi stillede hende nogle spørgsmål til hverdagen…
HVAD ER DIN BAGGRUND, UDDANNELSE MV.?
Krop og bevægelse har fascineret mig så længe jeg kan huske. Jeg har danset ballet siden jeg kunne gå og i forbindelse med min dans, lærte jeg reformeren at kende, helt tilbage i 90’erne i Oslo. Grundet for mange skader, kunne jeg ikke leve af min dans og blev nødt til at finde en anden måde at få lov til at arbejde med kroppen.
Jeg har uddannet mig til Kranio-Sakral Terapeut hos Stanley Rosenberg Insitut og efterfølgende suppleret med Organmassage og Fascia behandling, samme sted fra.
Da jeg åbnede min klinik, for 6 år siden, ville jeg gerne lave mere end manuel behandling; jeg havde brug for at lave noget hvor jeg også kunne lære fra mig om hvordan kroppen også kan bevæge sig. Og jeg manglede redskaber til at kunne vise og få mine
klienter til at bedre/ændre deres bevæge mønster. Jeg tog et par enkelte kurser i Pilates på måtte hos Proacademy og Den Intelligente Krop og startede flere hold op i min klinik.
Jeg har, fra mine tidlige teenage år, haft et brændende ønske om at have mine egne hold med Reformere og sidste år, var tiden endelig til det. Jeg har lige afsluttet sidste modul på Reformer uddannelsen hos Den Intelligente Krop, og har nu 4 reformere i min klinik, Trykkammeret, i Esbjerg. Vi er to undervisere og Esbjergenserne har taget godt i mod Reformeren.
Jeg har reformertræning både på hold og som eneundervisning. I tillæg, bruger jeg reformeren som supplement til nogle af mine behandlinger.
HVAD ER DET VED REFORMER TRÆNINGEN, DER TILTRÆKKER DIG?
Reformertræning fascinerer mig fordi jeg synes den er god til at skabe kropsbevidsthed; det er meget givende at kunne træne og ikke kun mærke at mine muskler bliver brugt, men at jeg også kan mærke hvordan min krop gerne vil/har brug for at bevæge sig.
Reformeren giver hele tiden feedback på den bevægelse/øvelse man laver – og så kan jeg godt lide at jeg træner hele kroppen. i Reformeren træner man ikke kun styrke, men man bliver også udfordret på balance, smidighed og koordination. What’s not to like?!
HVOR HAR DU TAGET DIN UDDANNELSE, OG HVORFOR?
Jeg har taget min uddannelse hos Den Intelligente Krop. Underviserne er ekstremt dygtige, engagerede og nysgerrrige på hvordan kroppen fungerer og bevæger sig, og er enormt gode til at formidle det videre. Og samtidig gøre mig nysgerrig på hvad der sker, hvis jeg nu lige drejede overkroppen en lille smule mere til højre.
Hos Den Intelligente Krop er der ingen formaning om eller opfattelse af at en øvelse kun kan laves på én bestemt måde, eller at kroppen kun kan bevæges på én bestemt måde. Vi bliver udfordret i at tænke efter, hvorfor vi vælger bestemte øvelser og hvad formålet er med det program vi lægger/øvelser vi vælger. Det synes jeg er med til at gøre mig og de andre kursister til bedre undervisere.
HVORDAN PASSER DEN MANUELLE BEHANDLING PÅ BRIKS OG REFORMER TRÆNING SAMMEN?
I tillæg til at bruge reformeren til holdundervsining, bruger jeg den også til personlig træning til klienter der er i en genoptræningsfase.
Jeg implementerer også brugen af reformeren i mine manuelle behandlinger. Ofte, skal bevægeapparatet løsnes manuelt, i de forskellige væv, og jeg arbejder på den måde, at jeg gerne vil have klientens krop arbejder med, mens jeg behandler.
Nogle gange, ligger klienten og slapper af på min behandlerbriks og modtager behandling. Andre gange, skal de bevæge sig, mens jeg udfører mine teknikker. Dette kan for eksempel gøres mens de ligger på reformeren og udfører en øvelse.
I nogle tilfælde, er det en god ide at klienten har muligheden for at bevæge sig, efter endt behandling. At have reformeren som en del af min klinik, gør jeg har mulighed for at sikre klienten udfører en bevægelse hensigtsmæssigt, samtidig med de har støtten og feedbacken fra reformeren.
Holdforløbene er lige nu á 10 uger. På sigt, håber jeg interessen er så stor, at jeg vil have mulighed for at niveau opdele.
HAR DIN FORM FOR REFORMER TRÆNING ET VAREMÆRKE, HVOR DU VIL SIGE AT DU ADSKILLER DIG?
I Trykkammeret undervises der på helt små hold, der er kun 4 deltagere per reformer hold. Jeg har meget fokus på at kroppen, som det aller vigtigste, skal kunne bevæge sig uden restriktioner – og jeg har også et ønske om at øge kropsbevidstheden, hos mine klienter. Jeg vil gerne sikre mig, at dem jeg sender ud af døren, har fået den bedste behandling/træning mulig.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!